Grønkål har ry for at være den sundeste grøntsag af dem alle. Indholdet af vitaminer og mineraler er nemlig tårnhøjt – og det er langt fra det eneste. Grønkål er proppet med gode egenskaber, som vi ser nærmere på her. Det kan altså klart anbefales at lave grønkålsjuice, dvs. juice med grønkål.
Fordele ved grønkål
Grønkål er kendt som den bedste grøntsag at indtage. Det er en sand allrounder, når vi ser på næringsindholdet. Propfyldt med vitaminer og mineraler, samt de mere specielle antioxidanter og biophotoner.
Særligt Vitamin A, C og K ses i store mængder i grønkål. Klorofyl – det grønne farvestof, som dannes når planten får sollys – er også til stede i et særdeles højt niveau i grønkål. Ved at lave grønkålsjuice kan du få disse fordele nemt og hurtigt, men du kan naturligvis også bare spise kålen.
Grønkål har stort set ingen fedt, ingen kolesterol, men derimod stadig proteiner. Kulhydrater er der naturligvis også, herunder rigeligt med fiber og meget lidt sukker.
Derfor er det en af de absolut bedste grøntsager at indtage, måske endda dén bedste. Gode alternativer er spinat og broccoli – de har også fantastiske næringsindhold i sig, men kommer dog ikke helt op på samme niveau som grønkål.
Lav grønkålsjuice derhjemme
Det er nemt at lave grønkålsjuice. Det kræver lidt udstyr, navnligt en juicer, men har du det, så er det nemt og simpelt.
Grønkålen skal bare ned i juiceren. Smagen er ikke ligefrem den bedste, når vi taler om ren grøntsagsjuice, så du skal nok kombinere med et par andre frugter og grøntsager. Det kan være efter eget valg, eller du kan følge en opskrift.
Det tager kun få minutter at lave grønkålsjuice. Vask dine ingredienser og send dem igennem din juicer. Rengøringsarbejdet er det mest væsentlige, men selv opvasken tager mindre end fem minutter i hånden, og med en opvaskemaskine er det ikke engang noget at bekymre dig om.
Selv hvis det tager fem minutters juicing og fem minutters rengøring, så er de ti minutter det hele værd: Grønkål har så meget god næring i sig, og ved at drikke det i flydende form (juice), får du næringsstofferne direkte ind til cellerne i løbet af få sekunder.
Hvor ofte bør man drikke juice med grønkål?
Så ofte, som du har lyst til. Der er ingen grænser. Hver dag vil være fantastisk, men det er måske en overdrivelse. Hvis bare du kan lave grønkålsjuice 1-2 gange om ugen, vil du se enorme fordele.
Generelt anbefaler jeg, at du varierer dine opskrifter. På den måde varierer du de næringsstoffer, du får ind. Så hvis du laver juice fire gange om ugen, kan du passende bruge grønkål som ingrediens i en eller to af dine juices.
Men det er helt op til dig selv: Du kan lave grønkålsjuice så ofte, som du har lyst.
Gode ingredienser at kombinere med
Grønkål passer generelt godt sammen med gulerødder. Du booster indholdet af C- og K-vitamin, men især A-vitamin. Beta-karotenerne i gulerødder giver huden en smuk farve, og det retter også lidt op på smagen af juice med grønkål.
Citron og lime er et par andre gode ingredienser at kombinere med. Særligt på grund af smag, men også for ekstra C-vitamin og ekstra antioxidanter. Ingefær og/eller gurkemeje er et par andre muligheder.
En simpel ingrediens at tilføje til din grønkålsjuice er et æble. Gør en stor forskel for smagen, og er faktisk overraskende sund. Æblet er en undervurderet frugt, som har meget at byde på, trods lavt indhold af almindelige vitaminer og mineraler. Husk altid at juice æblets skræl, da de fleste antioxidanter findes her.
Hvis du ikke kan få fat i grønkål, så brug spinat eller broccoli i stedet. Spinat er bedst, og deler generelt store dele af vitaminindholdet med grønkål, selvom der er nogle få variationer.
Spørgsmål eller kommentarer?
Skriv herunder – jeg forsøger at svare hurtigt og brugbart.
Skriv et svar